Jeg er lidt i tvivl om, om de nogen sinde har set en lyshåret baby i Thailand og Burma før. Jeg får i hvert fald en enorm opmærksomhed, ligegyldigt hvor vi kommer hen. Det er godt nok hård at være blondine.
Og det er fra alle – børn, voksne og endda munke. De fleste vinker og kigger bare meget indiskret, men nogle vil også tage fotos eller tage mig op. Jeg har dog fundet ud af at kigge lige forbi dem og sætte mit blik på ”uendeligt”, mens jeg ser lidt sur ud.
Desværre hjælper det ikke meget, for de synes vist alligevel, at jeg ser meget sød ud. Pyh, det bliver nogle lange syv uger, som vi skal være i Thailand og Burma. Vi har kun været af sted i lidt over to uger, og jeg er allerede godt træt af det. Men måske man vænner sig til det.
Inden vi skulle af sted, skulle jeg dog først have en vaccination. Sidste gang var jeg blevet meget ked af det, så mor og far var vist ret spændte på det. I venteværelset var der ingen problemer.
Men så snart døren blev åbnet ind til lægen, stak jeg i et kæmpe vræl – jeg kunne tydeligt huske, hvad der var sket der måneden før. Og det stoppede først, da jeg var ude igen.
Samme dag, som vi skulle rejse, var jeg i vuggestue, for vi skulle først rejse om aftenen. Så havde mor og far fred til at få pakket, og jeg kunne dele rosiner ud og sige ordentligt farvel.
Om aftenen tog vi så en taxa mod lufthavnen – på det tidspunkt, hvor jeg ellers normalt sover. Frida faldt i søvn derude, men jeg kunne ikke. Så først da vi sad i flyet kl. 23, faldt jeg i søvn.
Natten i flyvemaskinen blev ret lang. Jeg vågnede en del gange, selvom jeg havde været så heldig at få mit eget sæde. Ofte var det fordi, at jeg fik Fridas fødder i hovedet.
Vi landede i Bangkok næste morgen – hvilket var om eftermiddagen thailandsk tid. Og det med de seks timers tidsforskel skulle give en del problemer de næste par dage.
På vejen i taxaen faldt jeg i søvn, og jeg fik mulighed for at sove lidt længere, da taxachaufføren ikke kunne finde vej. Men endelig var vi fremme.
Klokken 20 thailandsk tid sov jeg endelig i en seng igen – dog ikke længere end til kl. 22.30, hvor jeg vågnede fra min ”middagslur”. Og først klokken 2 om natten sov jeg igen. Men der var klokken jo også blevet 20 dansk tid.
Næste morgen sov jeg til kl. 13.30 (7.30 dansk tid), og de næste dage blev det kun langsomt bedre med tilvænningen til tidsforskellen på seks timer.
Jetlag er ikke lige at komme af med, når man endnu ikke er fyldt to år. Så det var noget med at sove omkring kl. 20 og så vågne efter et par timer. Så var jeg vågen lidt tid og faldt i søvn igen.
Om morgenen stod jeg lidt tidligere op. To dage til kl. 10, så til kl. 8.30 og endelig til kl. 8. Først efter fem dage var jeg nogenlunde omvendt til thailandsk tid.
De først to dage i Bangkok lavede vi ikke noget – andet end at være ved poolen. Men det var nu også rigtig dejligt, og jeg fik badevinger på, så jeg (næsten) kunne klare mig selv. Det var godt nok rart endelig at komme ud at bade igen, efter måneder med flyverdragt.
På tredjedagen i Bangkok skulle der ske lidt, så her tog vi med deres skytrain til et kæmpe marked. Og for første (men absolut ikke sidste) kom jeg til at opleve den opmærksomhed, som min alder, hudfarve og hårfarve tiltrækker. Men vi var vist også de eneste med en klapvogn, som prøvede at komme rundt i de varme, smalle gange.
Pga. af alle de spændende ting, så fik jeg ikke sovet middagslur – og det kom til at gentage sig de efterfølgende dage. Til gengæld fik jeg så både oplevet en restaurant, hvor de råbte ordrene til kokken og en masse søde hundehvalpe.
Om eftermiddagen sluttede vi ved poolen – hvilket vi også gjorde de næste dage. Det var en god måde at slutte dagen på.
Næste dag var det mors fødselsdag, så vi fejrede det ved at spise morgenmad på hotellet. Bagefter sejlede vi en tur på de mange floder, der løber rundt i omegnen af Bangkok.
Det var rigtig sjovt, når det hoppede. Men ellers var der ikke så meget ved det. Vi var bl.a. på en slangefarm, men her var Frida og jeg meget interesseret i en kat og en høne end slangerne.
Til sidst var jeg meget træt, og så var det rart at komme hjem til poolen og ikke mindst en vandmelonsdrik – noget jeg har fundet ud af smager rigtig godt.
Efter nogle dage ved poolen, var jeg også blevet mere modig, og nu turde jeg også hoppe ned i vandet fra en trappe. Det kunne jeg blive ved med rigtig længe.
Sidste dag i Bangkok blev brugt i diverse storcentre, hvor vi var på jagt efter flere ting. Det lykkedes os at finde det meste – og så var det igen tilbage til poolen.
Næste morgen skulle vi så videre mod Yangon i Burma. På vejen til Bangkok havde Frida kastet en del op – både i flyet og i taxaen. Så mor og far havde nok ret meget fokus på hende – hvilket betød, at jeg blev køresyg og kastede op.
Og jeg var vist ikke så god til at ramme en pose, så mor og jeg måtte lige skifte tøj i lufthavnen. Heldigvis blev det kun ved den ene gang. Men mor og far var meget opmærksomme på Frida og jeg, da vi kørte mod vores hotel i Yangon.
På hotellet gik mor, Frida og jeg først en tur til poolen, mens far fik betalt for et hotel og nogle flybilletter et andet sted i byen. Senere gik vi alle fire en tur ned på gaden for at finde aftensmad.
Og det kan godt være, at jeg fik opmærksomhed i Bangkok – men det var igen ting i forhold til her. Klapvogne ved babyer som mig er vist ikke normalt i selv en storby som Yangon.
Vi spiste på en indisk restaurant – og så var det ellers tid til at sove alle fire på vores lille hotelværelse.
Næste morgen blev jeg vækket af Frida kl. 6. Så spiste vi morgenmad og tog mod lufthavnen – heldigvis uden ”uheld”. Lufthavnen var ret kedelig, men med lidt forsinkelse kom vi af sted.
Efter en kort flyvetur landede vi ved Ngapali Beach. Her blev vi hentet af en gammel lastbil, der var sat i stand. Vi sad alle sammen på bænke på ladet.
På hotellet fik vi en våd klud og en halskæde med vores navn – og vores værelse. Så var vi lidt på standen og ved poolen, men kl. 16.30 var jeg så træt, at jeg faldt i søvn – og sov til næste dag.
Ved Ngapali Beach skulle vi ikke se noget som helst. Så dagene gik meget på samme måde. Først spiste vi morgenmad, og så var vi lidt på værelset, inden jeg skulle sove middagslur (for første gang i en uge). Så gik vi som regel til poolen, inden vi spiste aftensmad enten på hotellet eller på en lokal restaurant.
Nogle dage var vi også ude at gå tur i den lokale landsby. Der var vist ikke mange turister, som vågede sig over på den anden side af vejen og ned af nogle af de støvede stier – og da slet ikke med en klapvogn.
Så her fik jeg naturligvis også meget opmærksomhed. De var ikke usædvanligt, at ti mænd, kvinder og børn stimlede sammen om klapvognen og kiggede på mig.
Samtidig var de også meget interesseret i mit babyudstyr. Mange af dem havde vist aldrig set en sut, men når mor og far fik forklaret, hvordan den var god til at trøste med, kunne de vist godt se pointen.
Der blev også peget en del på min engangsble. I Burma bruger de vist ikke den slags – sikke noget griseri.
De fleste gange gad jeg ikke alt den opmærksomhed, men en enkelt gang lykkedes det for en kvinde på en restaurant at ”tø” mig op. Det tog lidt tid, men så var jeg også glad og ville gerne lave en masse med hende.
Bl.a. fodrede hun mig med ris. I Burma spiser børn på knap to år åbenbart ikke selv – noget som alle er blevet meget overraskede over, at jeg kan selv. Senere bar hun rundt på mig, og hoppede med mig. Hun havde også en datter på seks år, som Frida og jeg legede med.
Og så fik vi en masse små gaver af hende – bl.a. et fint armbånd. I det hele taget har Frida og jeg fået lidt ekstra. I den lokale butik har vi fået slik, og i lufthavnen fik vi også nogle småkager. Det er nu ikke så tosset at være blond (og knap to år).
Det var nu ikke kun i landsbyerne, at jeg fik opmærksomhed. Også på hotellet var alle søde ved mig. Jeg var dog ikke meget for at skulle kysses og krammes.
Stranden, hvor vi boede, var også rigtig dejlig. I starten turde jeg slet ikke gå der med bare fødder, men efter nogle dage lykkedes det mor og far at narre mig til at sætte fødderne ned – og så var det faktisk ok.
Efter en uge var det tid til at tage videre fra Ngapali Beach i forgårs. Selvom jeg var lidt træt af opmærksomheden, var det nu også lidt vemodigt, for det var et dejligt sted.
Vi skulle videre mod Bagan, men inden da skulle vi mellemlande i Yangon. Så hele turen tog godt syv timer, inden vi var fremme ved vores hotel i Bagan, hvor vi er nu.
Det første, som vi gjorde, var at finde resturanten for at få lidt aftensmad. Her var det dukketeater-forestilling. Og det var jeg helt forgabt i. Så mor og far måtte minde mig om at spise – noget de ellers normalt ikke behøver.
Efter en lang dag, var det tid til at sove på vores værelse. Og det var lidt af en udfordring, for det var ret småt og med kun en ekstra madras. Så løsningen blev, at far sov på madrassen, mens mor lå med Frida og jeg på dobbeltsengen.
I går startede vi så med at gå en tur rundt i nærheden af hotellet og se på templer. For en gang skyld fik jeg ikke helt så meget opmærksomhed – bortset fra alle dem i biler, på cykel, i hestevogn og på knallert, som var ved at vride hovedet af led for at kigge på mig.
Efter frokost sov jeg en meget lang lur, så jeg var rigtig udhvilet til at komme på tur igen. Så sidst på eftermiddagen gik vi endnu engang ud. Lige uden for hotellet kom otte drenge og en pige, som ville følges med os.
Først var jeg ret reserveret, men efterhånden tøede jeg op – og til sidst sad jeg i min klapvogn og sang, mens de gik ved siden af.
På turen så vi en flot solnedgang, og bagefter købte mor et par små tallerkner af en, som havde fulgt os lidt rundt – hvilket kastede et gratis armbånd af til Frida og jeg.
Det lange middagslur gjorde mig i godt humør – og mindre træt. Så jeg sov først kl. 20.45 i går.
Dagen i dag startede med en tur i hestevogn rundt til nogle templer i et par timer. Her var opmærksomheden så tilbage for fuldt styrke – og måske endda endnu mere end de andre steder.
Et sted kom det nærmest til kamp om at fotografere mig, mens guiden et andet sted måtte stoppe med at fortælle en gruppe om templet, da de var mere interesseret i mig. Og for første gang opleve vi også en gruppe munke, som vi fotograferes med mig og holde mig. Munkene havde ellers netop hold en vis distance alle andre steder.
Efter hestevognsturen spiste vi frokost – og så faldt jeg i søvn i klapvognen. Resten af eftermiddagen bruger vi ved poolen.
På sådan en rejse udvikler jeg mig vist meget. Jeg lærer ekstremt mange nye ord. Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg gentager alle ord, som jeg hører. Og mon ikke jeg er den eneste i vuggestuen, som kan sige ”Buddha”?
Jeg er også begyndt at bruge ”ja tak” og ”nej tak” en del. F.eks. er det godt at kunne sige ”ja tak”, når jeg bliver spurgt, om jeg vil med i vandet. Og ”nej tak” er godt i forbindelse med sætninger som ”er det ved at være sengetid?” og ”Har du noget i bleen?”.
Nå ja, så har jeg for resten også fået en ny tand – venstre fortand (nummer to fra midten) i undermunden.
